1. Hjem
  2. Blog
  3. Ansøgning
  4. Hvordan skriver man en ansøgning
Skrevet af Victor RentschVictor Rentsch

Hvordan skriver man en ansøgning

Byg din ansøgning
51 min læst
Sådan skriver man en ansøgning
At få drømmejobbet kræver mere end bare et godt CV. En velskrevet ansøgning kan være afgørende for at fange recruiternes opmærksomhed og sikre dig en invitation til jobsamtale. Denne guide giver dig udførlige svar på hvordan man skriver en ansøgning, og tager dig trin for trin igennem hele processen.

En god ansøgning er absolut essentielt, når det drejer sig om at lande drømmejobbet. Arbejdsgivere kan få op mod hundrede ansøgninger, så hvis din ansøgning ikke er optimeret og velskrevet, så er dine chancer for at få jobbet allerede mindre.

I denne guide viser vi dig, hvordan du skriver en ansøgning, der lynhurtigt får dit CV til at ligge i toppen af bunken. Og sørg for at læse hele vejledningen, for vi har tilføjet nogle GRATIS ansøgningsskabeloner for at hjælpe dig med at komme i gang. Lad os kigge på det!

Hvad er en ansøgning?

En ansøgning er et brev du medsender, når du søger et job. Din ansøgning skal underbygge og uddybe dit CV for at vise, at du er den rette kandidat til stillingen. 

En ansøgning skal maksimalt være på én side, og du skal nøje udvælge, hvilke budskaber den skal indeholde. Hver sætning skal bidrage til hele din ansøgningsproces. Herunder kan du se et eksempel på, hvordan en ansøgning for en lærer ser ud:

Medmindre jobopslaget specifikt nævner, at du ikke skal medsende en ansøgning, så sørg altid for at lave en ansøgning. Det er din eneste mulighed for at beskrive direkte, hvordan dine kompetencer passer til den stilling du søger, og for at give arbejdsgiveren en fornemmelse af dig som person.

Hvad skal en ansøgning indeholde?

En ansøgning er mindre fast i formatet end et CV, men der er alligevel en overordnet struktur, som er bedst at følge. Her er de dele, en god ansøgning skal indeholde:

  • Sidehoved. Din ansøgning skal indeholde dine kontaktinformationer og dato. Sidehovedet skal være overskueligt og nemt at læse, så arbejdsgiver kan kontakte dig.
  • Indledende hilsen. Her kan du gøre et personligt indtryk, ved at adressere modtageren direkte.
  • Introduktion. Lav en stærk introduktion af dig selv, og beskriv din begejstring for stillingen.
  • Midterste afsnit. De midterste afsnit er hjertet i din ansøgning. Beskriv relevant erfaring, kompetencer og resultater i din karriere. Understreg, hvordan din erfaring passer til stillingen.
  • Afsluttende afsnit. Gør ekstra opmærksom på, hvorfor du er den ideelle kandidat til stillingen, og opfordr arbejdsgiver til at invitere dig til samtale.
  • Signatur. Afslut med en professionel hilsen og husk at inkludere dit navn.

Se mere detaljeret om formatering i vores guide om, hvordan du formaterer din ansøgning. Her er et billede der viser, hvordan ansøgningen er delt op:

En typisk ansøgnings struktur med de enkelte afsnit
En typisk ansøgnings struktur
Eksperttip

Lav din research!

En god ansøgning bygger på god research. Sørg altid for at finde al tilgængelig information om virksomheden, stillingen og kontaktpersonen i jobopslaget før du skriver din ansøgning. Brug den information du finder, til at skabe en god fortælling om dine kompetencer og egnethed til stillingen. 

For at hjælpe dig så meget som muligt kommer her en trin-for-trin-guide til, hvordan du laver din ansøgning:

Trin 1: Vælg en god skabelon til din ansøgning

Før du går i gang med indholdet i din ansøgning, så skal du vælge, hvordan den skal se ud. På cv.dk har vi mange gennemtestede skabeloner at vælge mellem, så du er sikker på, at din ansøgning fremstår professionel og overskuelig. Vi har delt vores skabeloner op i simple, professionelle, moderne og kreative, så du nemt kan vælge, hvilket udtryk din ansøgning skal have. 

Simple skabeloner

Vores simple skabeloner balancerer perfekt mellem at være funktionelle og stadig attraktive at se på. De kan bruges af mange professioner, og er det oplagte valg, hvis du ønsker et rent og tydeligt udtryk til din ansøgning.

Professionelle skabeloner

Sigter du efter et top-job? Så er vores professionelle skabeloner perfekte for dig. De er gennemtestede og giver din ansøgning et professionelt og erfarent udtryk.

Moderne skabeloner

Hvis du ønsker, at din ansøgning skal være så moderne som muligt, så er det selvfølgelig vores moderne skabeloner, du skal kigge på. De er opdaterede, elegante og selvfølgelig flotte!

Kreative skabeloner

Er du i en kreativ branche? Så skal du kigge på vores stilfulde og spændende kreative skabeloner. De giver din ansøgning et anderledes udseende, der kan hjælpe din ansøgning med at skille sig ud fra mængden.

Trin 2: Sidehovedet

Nu er det tid til at begynde på indholdet, og det første du skal lave er dit sidehoved. Det skal se nogenlunde sådan her ud:

Overskrift i ansøgning
Overskrift i ansøgning

Sidehovedet skal indeholde dine kontaktoplysninger, altså dit fulde navn, jobtitlen på den stilling du søger, din lokation, e-mailadresse og dit telefonnummer. 

Du kan også overveje at inkludere navnet på kontaktpersonen fra jobopslaget og virksomhedens navn.

Kopiérbart eksempel

[Dit fulde navn]

[Din lokation] | [Dit telefonnummer] | [Din email-adresse]

[LinkedIn-profil] (valgfrit, indsæt kun, hvis aktiv og opdateret)

[Virksomhedens navn]

[Navn på kontaktperson]

[Dato]

Forstået!

Når du bruger vores skabeloner, har vi heldigvis gjort det nemt for dig. Det er bare at udfylde felterne, som du kan se herunder:

Trin 3: Indledende hilsen

Så er det blevet tid til at hilse på læseren. Før du starter er det vigtigt, at du har undersøgt, hvem modtageren af din ansøgning er. Det står ofte i jobopslaget, men det kan være, du er nødt til at søge efter informationen andre steder på internettet, f.eks. virksomhedens hjemmeside eller LinkedIn.

Sørg for, at din hilsen passer til den stilling, du søger. Hvis det er en top-stilling i en stor virksomhed, hvor formalitet er vigtigt, så vær høflig og skriv ”Kære”. Søger du i stedet en stilling, hvor personlighed og menneskelig kontakt er vigtigt, så kan du overveje at være lidt mere uformel ved at skrive ”Hej” i stedet.

Gør

Kære Lene

Hej Paul

Gør ikke

Hey Lene,

Yo Paul!

Hvis du mod forventning ikke kan finde ud af, hvem kontaktpersonen omkring stillingen er, så stil i stedet ansøgningen til virksomheden eller afdelingen, der har slået stillingen op. F.eks.:

”Kære HR-afdeling hos Siemens” eller måske endda ”Kære ansættelsesansvarlige hos HR-afdelingen i Siemens”.

Eksperttip

Brug aldrig ”Til rette vedkommende”

Du har måske hørt, at man kan bruge sætningen ”Til rette vedkommende”, når man skal sende en ansøgning. Denne vending er gammel og får din ansøgning til at virke overfladisk og gammeldags. Lad derfor være med at bruge den.

Brug i stedet mere moderne hilsener som foreslået herover. 

Trin 4: Introduktion

Så er det tid til at fange læserens interesse. Det er vigtigt at din ansøgning starter stærkt ud, så arbejdsgiveren læser videre. Derfor skal din ansøgning helst starte ud med et stærkt udsagn om dine kompetencer.

Overvej, hvad din stærkeste kompetence er, som du kan bidrage med i den nye stilling. Din ansøgning skal sørge for, at du skiller dig ud fra mængden, og det kan du gøre ved at beskrive resultater du har opnået, fortælle en anekdote om dine kompetencer, bruge en statistik som blikfang eller lignende. 

Vælg din tilgang ud fra, hvordan din karrierehistorik er, og hvilke indtryk du vil skabe. Herunder er nogle eksempler på, hvordan en introduktion kan se ud:

Eksempel 1: brug statistik som blikfang

KOPIÉRBART EKSEMPEL

Kære Thomas

Jeg har gennem min ansættelse hos 3M vist mine kompetencer inden for salg ved at overgå mine salgsmål med 23% i gennemsnit. Nu er jeg klar til at tage næste skridt i min karriere, og jeg ville elske, hvis det kunne blive hos A.P. Botved.

Forstået!

Eksempel 2: start med en anekdote

KOPIÉRBART EKSEMPEL

Kære Lars

Da jeg var seks år gammel, tog min mormor mig med til Planetarium for første gang. Jeg brugte timer med store øjne og åben mund, fuldstændig betaget af de fantastiske syn og indtryk. Lige siden den dag har jeg vidst, at jeg ville arbejde på Planetarium. Det er grunden til, at jeg har læst fysik på DTU og formidling som efteruddannelse.

Forstået!

Eksempel 3: den personlige introduktion

KOPIÉRBART EKSEMPEL

Kære Tina

Først, en stor tak for at tage dig tid til at snakke med mig over telefonen i sidste uge. Det var en fornøjelse at få lov at høre mere om både stillingen og Elgiganten som virksomhed. Din entusiasme for arbejde og kolleger skinnede virkelig igennem, og det gav mig bare endnu mere lyst til at søge stillingen hos jer.

Forstået!

Eksempel 4: brug karrieremål som indledning

KOPIÉRBART EKSEMPEL

Kære Emma

Som nyuddannet anæstesisygeplejerske, med erfaring fra det neurologiske speciale, er det mit mål at arbejde med innovative og banebrydende teknikker og processer. Det har altid været mit mål at arbejde på Afdeling for Hjerne- og Nervekirurgi, så jeg blev meget begejstret da jeg så den stilling, I har slået op.

Forstået!

Trin 5: De midterste afsnit

Nu har din introduktion fanget læserens interesse. Derfor skal du nu bruge de midterste afsnit på at uddybe dine kompetencer, erfaring og personlighed. Fokusér på at vise, hvorfor du er den perfekte kandidat til stillingen.

INSERT IMAGE HERE WHEN AVAILABLE, PLEASE :)

Der er mange forskellige vinkler, du kan vælge til de midterste afsnit. Her kommer nogle eksempler:

  • Uddannelse. Hvis ikke du allerede har nævnt din uddannelse, så gør det her. Beskriv også, hvorfor den er relevant for stillingen.
  • Kompetencer og erfaring. Beskriv, hvilke kompetencer du har og hvorfor de er relevante for stillingen. Fortæl også gerne, hvordan du tidligere har brugt dem i lignende stillinger, hvis det er muligt.
  • Arbejdsmoral og personlige træk. Sørg for at vise, hvordan du bruger dine kompetencer. Beskriv din arbejdsmoral og personlige træk, der gør, at du udfører dit arbejde til perfektion.
  • Motivation. Hvorfor søger du lige netop denne stilling? Fortæl, hvad der motiverer dig ved stillingen og virksomheden.
  • Mål og aspirationer. Beskriv dine karrieremål og professionelle aspirationer. Arbejdsgivere vil gerne vide, hvad du ønsker at opnå som ansat hos dem.
  • Specialiseret viden. Hvis du har en meget specialiseret viden, der er relevant for stillingen, så kan det være med til at sende dig øverst op på listen over ansøgere. Beskriv, hvad du har af viden og hvordan du vil bruge den i stillingen.

Listen overfor er ikke udtømmende og du behøver ikke nævne dem alle sammen. Tænk på det som inspiration, og udvælg de dele, der passer til din ansøgning. Her kommer et eksempel:

KOPIÉRBART EKSEMPEL

Gennem mine syv år som ansat hos 3M har jeg konsekvent oversteget mine opstillede mål. Jeg har formået at fastholde 92% af mine kunder ved hjælp af mine kompetencer inden for kommunikation og kundeservice. Det har medført, at jeg har en tilfredsscore på 96 ud af 100, og jeg er specielt blevet rost for min evne til at hjælpe kunder med at sammensætte langsigtede løsninger og vurdere, hvilke produkter der bedst kan løse forskellige problematikker.

For tre år siden fik jeg så muligheden for at træde ind i en rolle med ledelsesansvar, og jeg har derfor arbejdet hårdt på at udvikle ledelseskompetencer gennem tre forskellige kurser. Efter det sidste kursus blev jeg tilbudt en stilling som teamleder, som jeg siden har bestredet. I min tid som teamleder har jeg formået at øge mit teams salgstal med 13%, hvilket gav mig prisen som ”Årets medarbejder” sidste år.

Min tid hos 3M har været både spændende og lærerig, men jeg kan mærke på mig selv, at jeg har brug for en ny udfordring. Derfor blev jeg begejstret for at se den stilling, I har slået op som salgschef hos A.P. Botved. Jeg kender selvfølgelig A.P. Botved som en førende virksomhed inden for løfteløsninger i Danmark, og jeg føler derfor, at A.P. Botved vil være det perfekte sted for mig at tage næste skridt i min karriere.

Forstået!

Trin 6: afsluttende afsnit (konklusion og opfordring til handling)

Afslut din ansøgning med et afsnit der gentager din egnethed til rollen. Målet er at skille dig så meget ud som muligt, så du øger dine chancer for at komme til jobsamtale.

Det kan være udfordrende at skrive en god konklusion på en ansøgning. Overvej, hvordan du kan tale dig selv op, så du efterlader det rigtige indtryk hos arbejdsgiveren. Her er tre eksempler på måder, du kan skrive en god afslutning på:

  • Beskriv din motivation. Forklar, hvorfor du gerne vil arbejde for virksomheden og vis, hvordan dine mål stemmer overens med virksomhedens.
  • Fokusér på arbejdsgiveren. Sæt dig selv i arbejdsgiverens sted og beskriv, hvordan du opfylder alle deres ønsker til den nye ansatte. Forklar kort og præcist, hvad du kan bidrage med i stillingen.
  • Afslut med en cliffhanger. Denne måde er lidt utraditionel. Her fortæller du begyndelsen på en historie, der illustrerer dine professionelle resultater, som du så kan uddybe og fortælle videre på til jobsamtalen.

Her kommer et eksempel på et afsluttende afsnit, så du kan få lidt inspiration:

KOPIÉRBART EKSEMPEL

Jeg håber meget, at vi får mulighed for at tale sammen til en jobsamtale, for jeg vil enormt gerne uddybe mine tanker om salgsteknikker og implementering af spørgsmål i salgsprocessen. Denne tilgang har haft en stor indflydelse på mine flotte salgstal sidste år, hvor jeg slog min egen rekord og oversteg de opstillede mål med hele 22%. Efterfølgende blev jeg endda bedt om at holde et oplæg om emnet for mine kolleger. 

Forstået!

Efter det sidste afsnit er det en god idé at slutte af med en opfordring til handling. Skriv en sætning, hvor du mere eller mindre direkte opfordrer arbejdsgiveren til at invitere dig til samtale. Det viser både selvsikkerhed og optimisme. Sørg dog for, at du ikke fremstår arrogant eller som om du har ret til jobbet.

Trin 7: signatur

Når du er tilfreds med indholdet i din ansøgning mangler du kun én sidste ting: en signatur.

Signaturen på din ansøgning behøver ikke være fancy eller speciel. Du kan sagtens bruge en helt formel hilsen som ”Mange hilsner”, ”Med venlig hilsen” eller ”Bedste hilsner”. Disse signaturer virker ordentlige og professionelle. Som en tommelfingerregel er det en god idé at undgå signaturer, der er for casual, som ”tak” eller kun at skrive dit navn.

Gør

Bedste hilsner

Michael Simonsen

Gør ikke

Tak

Michael

Sådan laver du en ansøgning uden erfaring

Er du nyuddannet eller har du ingen erfaring til den stilling du søger, så er din ansøgning ekstra vigtig. Den skal nemlig overbevise arbejdsgiveren om, at din manglende erfaring ikke er et problem.

I stedet for at tale om dine erfaringer, som du jo ikke har, så må du tale om andre ting, der kan imponere arbejdsgiveren.

Her er nogle eksempler på, hvad du kan inkludere i en ansøgning uden erfaring:

  • Entusiasme for branchen. Hvad end du er nyuddannet eller vil skifte branche, så er det vigtigt at du beskriver, hvorfor du gerne vil arbejde i netop denne branche. Forklar din motivation, dine mål og hvorfor du søger lige netop denne stilling.
  • Karrieremål og aspirationer. Fordi du netop ikke har erfaring, så har du forhåbentlig i stedet nogle klare mål og aspirationer for din karriere og ansættelse hos virksomheden. Vis dine ambitioner ved at beskrive dem klart og tydeligt, så arbejdsgiver forstår, hvorfor du søger stillingen.
  • Frivilligt arbejde. Har du lavet frivilligt arbejde, der har givet dig kompetencer eller viden om branchen? Hvis du f.eks. er nyuddannet lærer, og arbejder frivilligt som spejderleder, så har du formentlig fået ledelses- og undervisningskompetencer, som du kan tage med dig over i lærerfaget.
  • Projekter og opgaver. Denne del er vigtig, hvis du er nyuddannet. Har du udført nogle projekter mens du studerede, som har givet dig færdigheder, du kan bruge i stillingen? Hvis du f.eks. søger en stilling som SoMe-manager og har lavet et projekt om, hvordan man laver kampagner på sociale medier, så har du allerede kompetencer, du kan bruge. Beskriv gerne, hvilke erfaringer du tager med dig fra projektet.
  • Fritidsaktiviteter og foreninger. Er du medlem af nogle foreninger? Dyrker du nogle hobbyer? Hvis ja, så kan du bruge dine erfaringer herfra til at fremvise færdigheder. Er du f.eks. anfører på dit fodboldhold? Så har du sandsynligvis gode ledelseskompetencer allerede, og tør tage ansvar for en gruppe.

At mangle erfaring kan virke skræmmende, specielt når du er oppe mod folk der allerede har masser af det! Men tag dig god tid og skriv en ansøgning der fremhæver dine talenter, erfaringer og kompetencer. Husk, at erfaring ikke er altafgørende. Alle skal starte et sted, også dig!

Brug ChatGPT eller AI-assistenter til at skrive din ansøgning

AI vinder frem alle steder, men kan det også hjælpe med at skrive en ansøgning? Kort fortalt, ja. Men du skal være påpasselig, når du bruger ChatGPT eller lignende tjenester.

AI-assistenter kan nemlig sagtens lave fejl. De kan kun bruge den information, du giver dem, så du skal være opmærksom på, hvad du bruger dem til. I stedet for at bede ChatGPT om at skrive hele din ansøgning, så overvej i stedet at bruge det sporadisk, hvor det giver mening.

Det kan f.eks. være et godt værktøj til at hjælpe med at skræddersy ansøgningen til en speciel virksomhed. Eller det kan være, du gerne vil have hjælp til, hvordan du formulerer en specifik del.

Overvej nøje, hvordan du bruger ChatGPT eller lignende AI-assistenter, og sørg for at gennemtjekke alt det, du får fra dem. Det sidste du vil er en ansøgning der tydeligt er genereret af ChatGPT og slet ikke giver mening i forhold til stillingen!

Almindelige fejl i en ansøgning

Før du gemmer og sender din ansøgning, så sørg for at kigge den igennem en ekstra gang. Her kommer en liste over almindelige fejl, som du skal undgå:

  • Grammatiske fejl. Indholdet i din ansøgning kan være nok så godt, men hvis den er fyldt med slå- og stavefejl, så kommer du ikke til samtale alligevel. Grammatiske fejl får dig til at se sjusket eller doven ud, så sørg for at få læst korrektur på din ansøgning, enten af andre eller af online-tjenester.
  • Formateringsfejl. Visuelle fejl i formateringen af din ansøgning kan efterlade et dårligt indtryk. Sørg for, at alle detaljer ved din ansøgning er i orden. Brug vores gennemtestede ansøgningsskabeloner, så du ikke skal bekymre dig om formateringsfejl.
  • Generiske gentagelser. Generiske ansøgninger giver dig ingen gevinst. Lad være med at bruge den samme ansøgning flere gange. Tag dig i stedet tid til at lave en ordentlig og gennemarbejdet ansøgning til hver stilling. Målret hver ansøgning mod den stilling du søger, så du skiller dig ud fra mængden.
  • For mange personlige informationer. Du skriver en ansøgning, ikke en Tinder-profil. Sørg for, at al information har et formål. Beskriv dine professionelle kompetencer, erfaringer, resultater og karrieremål, så du holder dig til ting der er relevante for stillingen.
  • For mange ord. Arbejdsgiveren gider ikke læse en hel roman. Som en tommelfingerregel skal din ansøgning maksimalt fylde én side og helst være på 400 ord eller under. Hvis du har skrevet for meget, så lad være at gå i panik. Du kan bruge så meget tid som det tager på at redigere i din ansøgning, før du sender den.

Ansøgnings-tjekliste

Har du helt styr på, hvordan en ansøgning skal skrues sammen? For at være helt sikker på, at du ikke har glemt noget, så kommer her en tjekliste, som du kan gennemgå:

  • Start med en fange læserens interesse. Giv læseren en grund til at blive ved med at læse resten af din ansøgning. Start derfor med noget der vækker interessen og gør læseren nysgerrig på resten.
  • Brug kraftfuldt sprog. Dit valg af ord betyder noget. Når du skriver din ansøgning, så sørg for, at du har inkluderet dynamiske vendinger og kraftfulde beskrivelser. Inkludér målrettede nøgleord fra jobopslaget, så du øger dine chancer for at komme til samtale.
  • Målret ansøgning til stillingen. Sørg altid for, at din ansøgning er målrettet til stillingen og virksomheden. Research virksomheden på Google, LinkedIn og lignende, så du har så meget information som muligt. Jo mere du ved, desto mere kan du beskrive, hvor godt du passer til stillingen.
  • Inkludér resultater. Når du skal fremvise dine kompetencer, så brug resultater som bevis på disse kompetencer. Det kan f.eks. være i form af statistik, tal eller priser og hæder der understøtter dine udsagn.
  • Uddyb dine succeser. Du har allerede oplistet dine præstationer på dit CV, men sørg for at uddybe de vigtigste præstationer i forhold til stillingen i din ansøgning. Giv f.eks. uddybende kontekst der illustrerer vigtigheden eller og hvilke kompetencer det har udviklet.
  • Slut positivt af. I de afsluttende afsnit skal du være positiv og selvsikker, og sørge for at inkludere en opfordring til, at arbejdsgiver inviterer dig til samtale.

En god ansøgning opnår meget, med få ord. Sørg for at den krydser alle tingene på tjeklisten af, før du sender den ud i verden.

Eksperttip

Navngiv filen korrekt

Navnet på din ansøgning skal hænge sammen med navnet på dit CV. Brug et simpelt format, f.eks. dit navn, et mellemrum eller underscore og så ”ansøgning” eller lignende. Det kunne se sådan her ud: ”Thomas Larsen_Ansøgning”.

Eksempler på ansøgninger

Er du helt tom for inspiration? Bare rolig, vi er her for dig. På cv.dk er der masser af gennemtestede eksempler på ansøgninger.

Her kommer et udvalg af dem:

Eksempel på lærer-ansøgning

Som lærer skal du fremvise dine kompetencer inden for pædagogik og undervisning.

KOPIÉRBART EKSEMPEL

Kære Anders

Jeg er en engageret og rolig lærer, der er begejstret over den stilling som matematik- og natur/teknik-lærer, I har slået op på Korsager Skole. I min sidste stilling som lærer på Bellahøj Skole havde mine elever det højeste faglige niveau på skolen og vi overgik læringsmålene med cirka 16%. Jeg håber meget, jeg får muligheden for at bringe samme energi og passion i en stilling hos jer.

Både som lærer og person er jeg altid meget bevidst om mit ansvar som rollemodel. I mit arbejde sørger jeg derfor for, at jeg altid ser tingene fra det enkelte barns perspektiv, så jeg forstår barnets udfordringer, men også dets ressourcer. Begge dele er essentielt for at barnet får en god undervisning og skolegang.

Samtidigt sørger jeg altid for, at jeg inddrager forældrene så meget som muligt. De er barnets største støtter og dem der har mulighed for at hjælpe barnet uden for skolen. Derfor ofrer jeg gerne ekstra ressourcer på at få et solidt samarbejde med forældrene, så de føler sig set og hørt. Det gør nemlig tingene meget nemmere både for eleven og for mig.

Min sidste stilling var som lærer på Bellahøj Skole. Her fik jeg stor erfaring med at samarbejde med elever og forældre fra forskellige baggrunde, både socialt og kulturelt. Det var enormt spændende at lære mere om forskellige kulturer, og jeg brugte det som en mulighed for at lære eleverne om forskellighed gennem kulturelle begivenheder.

Jeg sørgede f.eks. for, at de muslimske elever fik mulighed for at vise, hvordan de fejrede Eid, ligesom vi lærte om fejringen af kinesisk nytår og kristen jul. På den måde får alle elever en bedre forståelse for hinandens kulturer. Det betyder alt for mig, at forældrene kan stole på, at jeg udfører mit arbejde så godt som muligt. Jeg forstår, at børn har brug for en god rollemodel som lærer, og det tager jeg meget alvorligt.

Jeg vil meget gerne diskutere min profil og mine kompetencer som lærer i en samtale, så I bedre får en fornemmelse af, hvordan jeg vil passe ind hos jer.

Tak for jeres tid og overvejelse af min ansøgning. Jeg ser frem til at høre mere fra jer i forbindelse med næste skridt i ansættelsesprocessen.

Bedste hilsner

Lena Larsen

Forstået!

Eksempel på sælger-ansøgning

Som sælger er det dit job at sælge et produkt. Det samme skal din ansøgning, men i stedet for et produkt er det dig den skal sælge.

KOPIÉRBART EKSEMPEL

Kære Kim

Jeg er en engageret og erfaren sælger, der er begejstret over den stilling som kørende sælger, I har slået op hos Moguntia. I min sidste stilling som sælger hos Siemens overgik jeg gennem hele min ansættelse mine opstillede mål med 23%. Jeg håber meget, jeg får muligheden for at opnå lignende resultater i en stilling hos jer.

Både som sælger og person går jeg meget op i, at alle skal føle sig respekterede og værdsat. I salgsbranchen er man nødt til at samarbejde og skabe et fællesskab, hvor alle bidrager til det fælles mål. Derfor sørger jeg altid for, at jeg inddrager mine kolleger så meget som muligt. De har erfaring og kompetencer, som jeg både kan bruge direkte i mit arbejde og som jeg kan lære af for at blive en bedre sælger.

Min sidste stilling var som sælger hos Siemens. Her lærte jeg, hvordan man arbejder i en kæmpe virksomhed, hvor ens kolleger kommer fra forskellige baggrunde, både socialt og kulturelt. Jeg lærte meget af at arbejde med forskellige baggrunde, og jeg brugte det som en mulighed for at udvikle mine kommunikationskompetencer.

Nu føler jeg, at jeg er perfekt klædt på til at kaste mig ud i en ny udfordring. Det var spændende at arbejde i en så stor virksomhed som Siemens, men jeg må være ærlig og sige, at jeg savner at have en tættere knyttet gruppe af kolleger omkring mig, der kan være min ”salgsfamilie”. Jeg tror på, at jeg bliver en bedre sælger af at have trygge rammer at arbejde inden for, og det føler jeg virkelig jeg vil få hos jer i Moguntia.

Jeg mener, at min erfaring og tilgang til salg vil give mig en stor fordel i tilvænningen til den nye rolle, og samtidigt vil jeg kunne bidrage med et andet syn på salg, via min erfaring fra tidligere stillinger. Jeg forstår, at jeg som kørende sælger har en stor tillid fra virksomhedens side, og den tillid tager jeg meget alvorligt.

Jeg vil meget gerne diskutere min profil og mine kompetencer som sælger i en samtale, så I bedre får en fornemmelse af, hvordan jeg vil passe ind hos jer. Tak for jeres tid og overvejelse af min ansøgning. Jeg ser frem til at høre mere fra jer i forbindelse med næste skridt i ansættelsesprocessen.

Med venlig hilsen

Helle Thomsen

Forstået!

Eksempel på ansøgning som studerende

Som studerende skal du i højere grad lægge vægt på dine personlige kompetencer, da du sandsynligvis ikke har meget erfaring endnu.

KOPIÉRBART EKSEMPEL

Kære Camilla

Jeg er en ansvarlig og udadvendt jurastuderende, der er begejstret over den stilling som eventinstruktør og Game Master, I har slået op hos SuperEvent. Jeg synes selv escape rooms er virkelig sjovt, så jeg ville virkelig nyde at få love at arbejde som Game Master i en stilling hos jer.

Både som studerende og person er jeg altid meget bevidst om mit ansvar. Derfor gør jeg en dyd ud af at være stabil i min indsats, så de folk jeg arbejder sammen med ved, at de kan stole på mig. Samtidigt sørger jeg altid for, at jeg inddrager mine kolleger så meget som muligt. De har erfaring og kompetencer, som jeg både kan bruge direkte i mit arbejde og som jeg kan lære af for at blive bedre. Derfor bruger jeg gerne ekstra ressourcer på at få et solidt samarbejde op at stå med kollegerne. Det gør nemlig tingene meget nemmere.

Som person er jeg grundig og velovervejet. Jeg sørger altid for at have gennemtænkt tingene før jeg går i gang. Det gør, at jeg kan bruge mine ressourcer bedre undervejs i arrangementer, hvis der f.eks. sker uforudsete problemer eller lignende. Samtidigt gør det, at jeg kan være mere til stede i det jeg laver, fordi jeg ikke hele tiden skal planlægge næste skridt samtidigt med, at jeg udfører mit arbejde.

Derfor føler jeg også, at jeg vil være en god event instruktør. Jeg forstår, at deltagerne kommer for at hygge sig og få en god oplevelse, og det vil jeg meget gerne bidrage til. Det er både et stort ansvar, men også en stor tillid at være den der står for events. Det ansvar tager jeg meget alvorligt.

For mig er stillingen som event instruktør og Game Master en perfekt mulighed for at få erfaring og opbygge kompetencer, samtidigt med, at jeg laver noget, jeg selv synes er spændende. Jeg vil tage arbejdet alvorligt, være mødestabil og sørge for at yde den bedst mulige service til deltagerne.

Jeg vil meget gerne diskutere min profil og mine kompetencer i en samtale, så I bedre får en fornemmelse af, hvordan jeg vil passe ind hos jer.

Tak for jeres tid og overvejelse af min ansøgning. Jeg ser frem til at høre mere fra jer i forbindelse med næste skridt i ansættelsesprocessen.

Med venlig hilsen

Per Olsen

Forstået!

Eksempel på praktikplads-ansøgning

Som praktiksøgende skal du understrege dine personlige træk, kvaliteter og ikke mindst motivation.

KOPIÉRBART EKSEMPEL

Kære fr. Fogsgaard,

Som praktikant hos Action Media kan jeg tilføje grænseløs kreativitet og et ungdommeligt perspektiv til dit medarbejderteam

Jeg har i lang tid prøvet at få foden inden for i medieindustrien, og at arbejde for Action Media vil give mig mulighed for at lære af de dygtigste folk i PR-branchen. Mine universitetsstudier i dansk litteratur og kreativ skrivning er langt fra en akademisk øvelse - at skrive er min passion. Mine tekster vil gøre en forskel i verden. En praktikplads hos Action Media ville være en ideel mulighed for at gøre netop det.

Blandt andre udfordringer forventer du, at dine praktikanter analyserer mediedækning, styrer dine kunders kampagner på de sociale medier og skriver overbevisende pressemeddelelser. Det kræves, at praktikanterne har et skarpt analytisk sind, har omløb i hovedet for at maksimere den sociale rækkevidde samt et tryllebindende sprogbrug.

Min omfattende erfaring fra universitetet i løbet af de sidste to år gør mig til den ideelle kandidat for praktikpladsen:

  • Redigerede den ugentlige universitetsavis med en læserskare på over 8.000 studerende.
  • Øgede tilstedeværelsen af et familieforetagende i sociale medier med 1200 % - til over 23.000 følgere.
  • Skrev over 12 artikler på en tidligere intern PR-praktikplads for Politiken.

Min energiske holdning passer godt til dit dynamiske miljø. Takket være min ekstroverte holdning udvikler lønsomme relationer sig praktisk talt automatisk - det er her, magien sker. Jeg vil finde de rigtige ord til dine kunder og deres publikum på grund af min omhyggelige arbejdsetos.

Jeg håber oprigtigt, at ovenstående vil friste dig til at læse mit cv med interesse og vil være taknemmelig for at komme i betragtning til velvillig overvejelse. Din praktikplads vil ikke være det samme uden mig.

Med venlig hilsen,

Magnus Kieffer-Olsen

Forstået!

Eksempel på ansøgning for læge

Som læge skal du beskrive de kompetencer du har inden for den specifikke del af lægegerningen, som du søger en stilling i. Understreg gerne, hvordan du sørger for, at din viden er opdateret.

KOPIÉRBART EKSEMPEL

Kære dr. Malmfors,

I løbet af de sidste tredive år har jeg arbejdet som praktiserende læge i to praksisser. Jeg har taget mig af flere generationer af patienter og i mange tilfælde blev jeg et ekstra "familiemedlem” hos nogle patienter. I jobbeskrivelsen understreges den tætte kontakt, du har til dine patienter. Når man arbejder i en lille praksis som din, der er beliggende i en mindre by, må den tillid, man får i løbet af sit arbejde, ikke undervurderes.

Da jeg i gennemsnit modtog 20 patienter pr. dag i sådan en lang periode, var jeg nødt til at klare nogle af de sjældneste sygdomstilstande såvel som at udforske innovative behandlingsmuligheder for nogle af de hyppigst forekommende sygdomstilfælde.

Jeg ved, at hjertesygdomme, obesitas og hjerneblødninger hyppigt forekommer blandt patienterne; i min sidste praksis har en blanding af uddannelse og proaktive medicinske tiltag været med til at reducere hjerteproblemer med 45 % og obesitas med 20 %. Patienter skal forstå, hvad de gør ved deres krop.

Jeg tog to gange fri fra lægepraksissen for at arbejde på et lokalt hospital i et år. Man skal forstå realiteterne i medicinsk behandling på alle områder, hvis man ønsker at vejlede patienterne så effektivt som muligt. 

Mine tidligere patienters aldersprofil afspejler sammensætningen af patientunderlaget i din praksis: det er hovedsageligt unge familier samt en andel af ældre plejehjemsbeboere, der er større end gennemsnittet. Derfor har jeg primært sat fokus på både pædiatriske og geriatriske behandlingsmetoder.

Jeg vedlægger nogle referencer fra både kollegaer og tidligere patienter som dokumentation for min medicinske viden og ekspertise, og vil meget gerne drøfte stillingen med dig under en jobsamtale.

Med venlig hilsen,

Lily Junghans

Forstået!

Eksempel på ansøgning inden for markedsføring

Det kan godt være en udfordring at markedsføre sig selv, selvom man er markedsføringsspecialist. Sørg for at dele håndgribelige resultater og fortæl om din tilgang og filosofi.

KOPIÉRBART EKSEMPEL

Kære Asger

Jeg er en engageret og kreativt tænkende markedsføringsekspert, der er begejstret over den stilling som digital marketing specialist, I har slået op på Nationalmuseet. I min sidste stilling som markedsføringskoordinator var jeg ansat hos Elgiganten, hvor jeg gennem min ansættelse overgik de opstillede mål med cirka 22%. Jeg ville elske at få muligheden for at kunne opnå lignende resultater i en stilling hos jer.

Helt mit liv har jeg elsket historie og været flittig gæst på de danske museer. Derfor ville jeg elske at blive en del af Nationalmuseet og være med til at udbrede viden om, hvor dejligt det er at gå på museum og lære om Danmark og danskerne.

Især jeres strategi om ”publikum først” gør mig begejstret. Det er et museums fornemste opgave at sørge for, at alle går hjem med begejstring over den viden, de har fået præsenteret. Det ville være vidunderligt for mig at være med til at gentænke, hvordan vi giver alle de besøgende den bedste oplevelse.

Det hænger naturligt sammen med tanken om, at faglighed skal hænge sammen med forretning. Jeg har stor erfaring med at samarbejde med kolleger fra forskellige baggrunde, både socialt og kulturelt, så vi får et sammenhængende og spændende budskab ud. Disse erfaringer vil gøre det nemmere for mig at lande i en ny rolle og levere resultater hurtigt.

Jeg føler især, at jeg kan bidrage kreativt. For at formidle forskning så effektivt som muligt skal man nogle gange tænke ekstra kreativt. Og her kan jeg gennem mine erfaringer og kompetencer skabe de fængende overskrifter, som I nævner i jeres strategi.

Min personlige entusiasme for historie kombineret med mine professionelle kompetencer inden for marketing gør mig til en medarbejder der kan bidrage på flere fronter, og som altid vil komme på arbejde med en positiv tilgang til de udfordringer der venter.

Jeg vil meget gerne diskutere min profil og mine kompetencer som markedsføringsekspert i en samtale, så I bedre får en fornemmelse af, hvordan jeg vil passe ind hos jer.

Tak for jeres tid og overvejelse af min ansøgning. Jeg ser frem til at høre mere fra jer i forbindelse med næste skridt i ansættelsesprocessen.

Med venlig hilsen,

Anna Nielsen

Forstået!

Ofte stillede spørgsmål om ansøgninger

Har jeg virkelig brug for en ansøgning?

Ja, det har du! Det er din eneste mulighed for at tale direkte til arbejdsgiveren. Dit CV er en liste over dine kompetencer og erfaring, men det er ansøgningen der giver dig muligheden for at uddybe og fremvise både kompetencer, resultater og personlighed!

Hvordan starter jeg min ansøgning?

Start med at vække læserens interesse og gøre dem nysgerrig på, hvem du er. Det kan f.eks. være gennem din største præstation, en statistik der virkelig viser dine resultater eller en personlig anekdote. Det gælder om at fange læserens interesse.

Hvad gør en sætning god til en ansøgning?

Gode sætninger til en ansøgning indeholder en blanding af stærke handlingsverber, imponerende resultater og beskrivelser af dine kompetencer.

Hvad skal jeg udelade af min ansøgning?

Undgå for mange personlige eller ligegyldige informationer i din ansøgning. Sørg for, at alle informationer har et formål, så arbejdsgiveren ikke bliver utålmodig og stopper med at læse.

Hvordan sørger jeg for, at min ansøgning skiller sig ud?

For at sikre, at din ansøgning skiller sig ud fra mængden, så sørg for at målrette den mod den stilling, du søger. Vær grundig i din research og brug de informationer du finder, til at understrege, hvorfor du er den perfekte kandidat til stillingen.

Hvordan skriver jeg en kort og simpel ansøgning?

Undgå fyldord og lange sætninger i din ansøgning. Når du vil tilføje noget, så overvej hvorfor du gerne vil tilføje det, og om det har et formål.

Hvis du sørger for at sikre, at alle informationerne i din ansøgning har et formål, så gør du det lettere at holde ansøgningen kort og præcis.

Byg dit CV på 15 minutter
Byg dit CV på 15 minutter
Brug professionelle gennemprøvede CV-skabeloner, som følger de præcise 'CV-regler', arbejdsgivere leder efter.
Opret mit CV
Del denne artikel
Fortsæt med at læse
Karriere23 min læst
De rigeste personers uddannelsesniveau pr. land
De rigeste personers uddannelsesniveau pr. land
Karriere7 min læst
10 drømmejob – og hvordan du finder dit
10 drømmejob – og hvordan du finder dit
CV7 min læst
Skal du sætte et billede på dit CV?
Skal du sætte et billede på dit CV?
CV11 min læst
Hvad er mellemmenneskelige færdigheder: definition + topeksempler
Hvad er mellemmenneskelige færdigheder: definition + topeksempler
Gennemse alle