1. Blog
  2. Karriere
  3. Uopfordret ansøgning: Formål, Eksempel & Tips
Skrevet af Paul DruryPaul Drury

Uopfordret ansøgning: Formål, Eksempel & Tips

21 min læst
Uopfordret ansøgning: Formål, Eksempel & Tips
Bare fordi en stilling ikke er blevet slået op, betyder det ikke, at der ikke er noget job. Til dig. Du kan ud af den blå luft skabe dig din egen drømmemulighed. Fremvis dit potentiale med en uopfordret ansøgning.

En uopfordret ansøgning kan åbne karrieredøre, som ellers ville være forblevet lukkede.

Uanset om du tager chancen og ansøger uopfordret, fordi du simpelt hen er meget glad for en bestemt virksomhed, har hørt en lille fugl synge om at en stilling er på vej og derfor gerne vil overhale skaren af andre interesserede indenom, eller du ønsker at tale din sag over for et internt publikum uden for den formelle procedure, så skal du i alle tilfælde finde det bedste medium til denne opgave.

Vi undersøger her, hvorfor en uopfordret ansøgning kan være en mulighed for dig:

  1. Hvad er en uopfordret ansøgning, og hvad er formålet med den?
  2. Hvornår bruger du en uopfordret ansøgning, og hvordan formaterer du den?
  3. Forskellene mellem en uopfordret ansøgning og en normal ansøgning.
  4. Et eksempel på en typisk uopfordret ansøgning.
  5. Skrivetips til når du skal udtrykkke interesse for en stilling og andre ting, der er værd at overveje.

Vær modig og bak dig selv op. Hvo intet vover, intet vinder.

Eksperttip

Vil jeg komme til at genere en ansættelseschef med en sonderende ansøgning? 

Hvis du er et stærkt match til stillingen, og hvis du har en rimelig overbevisning om, at der kunne skabes et job til nogen med dine færdigheder, så er en uopfordret ansøgning et gyldigt redskab i en jobsøgendes værktøjskasse. 

Du skal muligvis være forsigtig med, hvordan du til at begynde med henvender dig til en ansættelseschef, hvis du ikke kender vedkommende (mere herom senere), men en sonderende henvendelse, som du vedhæfter en nøje målrettet uopfordret ansøgning, har fået bolden til at rulle i mange vellykkede jobsøgninger.

Lad os gå mere i detaljer med, hvad der gør denne ansøgningsform så effektiv:

Hvad er en uopfordret ansøgning?

En uopfordret ansøgning er et dokument, der på én side opridser din interesse i at arbejde for en virksomhed i en bestemt stilling og som indeholder en forklaring på, hvordan din erfaring og personlighed gør dig til en fremragende kandidat til jobbet.

Den uopfordrede ansøgning skal i særlig grad være skræddersyet til virksomhedens kultur samt baseret på din viden om, hvad det fremtidige job kræver. Hvis du viser, at du forstår kravene til jobbet, er din mulighed for at blive inviteret til et første interview betydeligt større.

Hvad er formålet med en uopfordret ansøgning?

Tænk på din uopfordrede ansøgning som et forretningsforslag. Du skitserer efterspørgslen, og du giver derefter en løsning til at opfylde den efterspørgsel (nemlig dig). En sådan sonderende tilgang er nødt til at gøre brug af subtile salgsteknikker for at overbevise ansættelseschefen om, at du er et udforskende telefonopkald værd.

Den uopfordrede ansøgnings sonderende karakter gør, at dets tone og indhold adskiller sig fra en normal ansøgning, der bruges sammen med et cv, når du søger en opslået stilling. 

Eksperttip

Stil spørgsmål i stedet for at gøre antagelser. 

Da du ikke har en jobbeskrivelse, som du kan basere din uopfordrede ansøgning på, skal brevets tone være sonderende og nysgerrigt snarere end endegyldigt og krævende.

Brug af sonderende sætningsindledere som “Jeg spekulerer på, om ... ” og “Jeg er nysgerrig efter at finde ud af ... ” vil blødgøre tonen i den uopfordrede ansøgning og få en ansættelseschef til at føle, at vedkommende har forskellige svarmuligheder (hvis spørgsmålene ellers er gyldige) snarere end at vedkommende forpligtes til noget bestemt.

Hvornår bruges en åben ansøgning?

Uopfordrede ansøgninger kaldes også “åbne ansøgninger” eller “interessebreve.” Som ved mange jobsøgningsmedier har de forskellige navne i forskellige geografiske områder. Selvom det ikke er så udbredt som et traditionelt ansøgningsbrev, er det stadig et relativt almindeligt jobsøgningsværktøj. Men hvornår bruges det mest?  Her er de mest oplagte situationer.

En uopfordret ansøgning til en uopslået stilling

Tallene varierer med hensyn til størrelsen af det “skjulte jobmarked”, men selv hvis skøn i den lavere ende på 40-50% er korrekte, er der mange uopslåede stillinger derude, du kan tage fat i. Blot forestil dig, at du er en chef, der er lige på nippet til at give en kollega en stilling, og så får du en uopfordret ansøgning fra en ekstern ansøger, der er langt bedre kvalificeret. Hvad gør du så? 

Tro ikke, at andre ansøgere viger tilbage fra at fremhæve deres interesse og egnethed. Hvis du er i stand til at fylde en side med relevante og overbevisende grunde til, at du er den bedste person til et job (som tilfældigvis formelt ikke “eksisterer”), hvorfor skulle du så undlade at give dig selv en chance?

Uopfordret ansøgning om en forfremmmelse

Du har overgået dine præstationer i et stykke tid, og dit jobansvar udvides lige foran dine øjne. Men du har stadig din tidligere titel og lønklasse. Ikke mange ville være uenige, men en uopfordret ansøgning er en måde at stille spørgsmålet formelt på. 

Gå ikke i fælden ved at gå ud fra, at alle taler om, hvor fantastisk du er, og at du er helt oplagt til stillingen. Hvis du ikke ihærdigt nok pukker på din sag, vil de, før du ved af det, være i gang med at annoncere eksternt, og du vil få en hel bunke mere konkurrence. Få den forfremmelse i hus, inden tingene når det punkt.

Åben ansøgning til et internt job eller projekt

Marie Schou har fortalt, at hun snart går på pension. Du finder ud af et projekt, der muligvis kræver en person med dine færdigheder. De samlede budgetter for din afdeling er steget med 50%, men man er ikke helt færdig med det organisatoriske redesign endnu. Men hvordan skriver du en uopfordret ansøgning til et internt job?

At komme “tidligt” med en åben ansøgning, der beskriver, hvordan du kan bidrage, kan give dig en fordel i sådanne situationer. Der er intet galt i at vise noget initiativ og sælge sig selv til forskellige muligheder, der endnu ikke er “officielle” på HR-afdelingens liste over stillinger, der skal udfyldes.

En uopfordret ansøgning til en praktikstilling

Ikke alle virksomheder har en grænse for det antal praktikanter, de vil påtage sig på et givent tidspunkt. Praktikanter kommer og går, så hvis du føler, at du kan gøre en forskel inden for et bestemt område, er det altid værd at tale sin sag.

Af natur er praktikantansøgninger altid mere sonderende. Da praktikanter sjældent har et stort CV, kan du lave en uopfordret ansøgning, der kan løfte den tunge byrde med at overbevise. Sørg for at tale om de resultater, din praktikstilling vil skabe for virksomheden.

En sonderende uopfordret ansøgning

Det kan være, at intet af det ovenstående gælder for dig, og at der muligvis ikke er nogen anden grund til, at du skriver din uopfordrede ansøgning, end at du virkelig elsker virksomheden, og hvad de laver. Du bør dog kun gøre dette en gang med års mellemrum (ellers vil du fremstå som en stalker), men det banale held ved at være det rette sted på det rette tidspunkt har spillet en rolle i mangen en karriere.

Hvis brevet er rent sonderende, skal du sørge for at ramme tonen i henvendelsen rigtigt, holde det lidt kortere end normalt og ikke følge det op med utallige påmindelser. Sæt din håbefulde flaskepost ud i verden og se, hvad der kommer tilbage. Man ved aldrig. 

Hvordan man skriver en uopfordret ansøgning

En uopfordret ansøgning skal vise, at du:

  • Har en indgående forståelse af kravene til den mulige stilling.
  • Er i besiddelse af færdigheder og erfaring, der gør at du kan udmærke dig i stillingen.
  • Forstår virksomhedens kultur og at din personlighed vil passe ind i den.

Det er den ultimative jobsøgningssalgstale, og den har brug for et omhyggeligt struktureret ræsonnement.

Hvordan laver man research til en uopfordret ansøgning

Det kan kræve rigtig megen tid at researche markedet og specifikke virksomheder som forberedelse til en uopfordret ansøgning. Og tiden kan sagtens vise sig at være spildt, hvis du får et blankt nej på henvendelsen. Til gengæld stiger dine chancer for at komme videre i dialogen, hvis du med ansøgningen dokumenterer en stor indsigt i virksomhedens forretning og behov. 

Der findes en række kilder til information, som du kan trække på i din research, f.eks.:

  1. Børsens liste over Top 1000 og Gazelle-virksomheder (samt tilsvarende lister) – det er typsik succesfulde virksomheder, som tager flere ind.
  2. LinkedIn, hvor du både kan finde og kontakte medarbejdere samt undersøge virksomhedens profil m.m.
  3. Jobportaler – her kan du f.eks. se virksomhedernes tidligere jobopslag og dermed hvilke kompetencer, de typisk efterspørger.
  4. Proff.dk – søg f.eks. på bynavne eller brancher og se virksomheder, der ligger inden for dit interesseområde (tjek evt. samtidig virksomhedens vigtigste nøgletal).
  5. Google Maps – en hurtig og nem måde at finde interessante virksomheder i nærheden af din bopæl.

Hvordan adresserer man en uopfordret ansøgning uden et navn?

Det kan udmærket hænde, at du ikke ved, hvem den uopfordrede ansøgning skal stiles til. Selvom det tilrådes altid at adressere et ansøgningsbrev til den person, der har skrevet jobbeskrivelsen, virker det lidt påtrængende at skrive direkte til en ansættelseschef, hvis du ikke kender vedkommende.

Vores forslag er at oprette forbindelse til vedkommende på sociale medier (normalt LinkedIn), og så kan du sende vedkommende en direkte henvendelse med navnet i brevet. “Kolde e-mails” anbefales ikke i dette tilfælde, da de sandsynligvis ikke vil blive læst.  

Hvis du ikke har et navn og sender det direkte til en generel indbakke, foretrækkes gerne en varmere hilsen som “Kære Virksomhedsteam” frem for det formelle “Til rette vedkommende”.

Eksperttip

Træk på dit netværk

Hvis du gerne vil søge ind til en virksomhed, er det en stor fordel at kende én, der allerede arbejder der (brug evt. LinkedIn til at finde ud af, hvor dine venner og bekendte er ansat). Udover adgang til vigtig insiderviden, kan vedkommende måske også bruges som reference i din uopfordrede ansøgning. Så kan den HR-ansvarlige hurtigt få yderligere viden om dig og dine kvalifikationer fra en pålidelig kilde. 

Hvordan indleder man en uopfordret ansøgning?

Det første afsnit i en uopfordret ansøgning bør være meget specifikt om præcis, hvor og hvordan du ser dig selv gøre en forskel for virksomheden.

Da den pågældende stilling muligvis ikke aktuelt eksisterer i den form, du forestiller dig, er du nødt til at tage et dybt dyk ind i virksomhedens indre arbejdsfunktioner for at finde ud af, hvor du passer ind. I disse første vigtige linjer skal du identificere problemet eller problemerne og foreslå dig selv som en løsning. Forbliv ydmyg - foreslå snarere end at insistere.

Eksperttip

Ud over det firmaspecifikke perspektiv vil din personlige vinkel i begyndelsen af brevet svare til, hvordan du kan indlede en normal ansøgning:

  • Begynd din uopfordrede ansøgning med en opnået præstation.
  • Indled din uopfordrede ansøgning med en personlig historie.
  • Åbn dit brev med en relevant statistik eller kendsgerning.
  • Lad din åbne ansøgning fremhæve en stærk forbindelse til jobbet eller virksomheden.
  • Begynd med en overbevisning eller en værdi, som deles af virksomehden.

Hvordan skriver jeg en åben ansøgning – hoveddelen?

Hoveddelen i din åbne ansøgning bør logisk følge dit ræsonnement.

Som det første skal du sætte scenen. Del nogle detaljer om, hvorfor virksomheden har brug for at ansætte dig til den særlige stilling. Tal om den økonomiske og menneskelige forskel, der kunne realiseres. Mal et billede af, hvordan livet kunne blive den lille bid bedre.

Vær derefter ikke så tilbageholdende med dit potentielle bidrag. Understøt dine argumenter med bevis for relevante tidligere præstationer, og vær specifik om, hvad du mener, du kunne bidrage med. Kvantificér alt, hvad du formår. Hvis du mener, at dit bidrag kan tilføje € 300.000 til bundlinjen, så lad en potentiel arbejdsgiver vide, hvordan du forestiller dig at gøre det.

Gør hoveddelen af din uopfordrede ansøgning så relevant som muligt for branchen med hensyn til det sprog, du bruger, de eksempler, du deler, og de færdigheder, du besidder. Jo mere det udråber “hej, jeg er en af jer”, jo større chance har du for at få en fod inden for døren.

Eksperttip

Brug punktopstilling til dine præstationer for at spare plads. Selv om du ønsker at skrive et stykke flydende og overbevisende prosa, kan det være en stærk måde at efterlade et godt indtryk på ved at bruge punkter i midten af brevet til at kommunikere dine vigtigste resultater. Punkter fanger automatisk læserens øje, og hvis du kombinerer dem med kraftfulde handlingsverber i starten, vil dine præstationer ikke blive glemt med det samme.

Hvordan præsenterer man sine kompetencer i en uopfordret ansøgning

Når du skriver en uopfordret ansøgning, er det afgørende at præsentere dine kompetencer på en måde, der fanger ansættelseschefens opmærksomhed og viser, hvorfor du er den perfekte kandidat til stillingen. For at matche dine kompetencer med virksomhedens behov, er det en god idé at analysere nøgleordene og kravene i stillingsbeskrivelser for lignende stillinger i virksomheden.

Husk at medtage både faglige og personlige kompetencer, og beskriv hvordan de matcher virksomhedens behov. Fokusér på de mest centrale punkter og undgå at gentage hele dit CV.

Hvordan afslutter du en uopfordret ansøgning?

Hovedformålet med et interessebrev er at vække en nysgerrighed hos ansættelseschefen. Du planter et frø, der muligvis først spirer efter et stykke tid, hvorfor du ikke kan slutte med den stærke opfordring til en samtale som i en normal ansøgning. Det er dog helt rimeligt at kaste spørgsmålet op om ansættelseschefen ville være åben for en drøftelse på et senere tidspunkt. 

Gør det let for ansættelseschefen at kontakte dig, sørg for at du har inkluderet din e-mailadresse og et mobilnummer, og angiv, at du ville sætte pris på at få et telefonopkald eller at mødes på ethvert tidspunkt, der ville passe vedkommende. Fleksibilitet er nøglen til dette ømfindtlige trin.

Uopfordret ansøgning - eksempel

Der findes intet som at læse et eksempel, som kan vise, hvad vi mener. Simon har hørt, at der muligvis kommer et job i marketingafdelingen, og han ønsker at markere sin interesse hos ansættelseschefen, før syndfloden af andre ansøgere dukker op. 

Eksempel

Den 21. februar 2021

 

Kære Albrechtsen,

 

Efter at have drøftet digital transformation med din kollega Jan Bryde på det nylige Dansk-som-fremmedsprog-seminar, forstår jeg, at I planlægger at øge jeres online undervisningstilbud i de kommende to år. 

Efter at have ledet et digitalt transformationsteam i TriLingua i Aalborg har jeg brugt tre år på at skabe netop den slags. Da jeg planlægger at flytte til København, skriver jeg for at se, om der skulle være mulighed for at diskutere, om mine færdigheder kan bidrage til jeres rejse?

Jeg har brugt min otte-årige karriere på at lære unge voksne sprog, og eftersom digitale enheder er kommet til at dominere deres liv, har jeg indset, at læringsmiljøet nu følger eleverne, hvor de end måtte være i det øjeblik, de beslutter (eller har en chance for) at lære. Digital sprogindlæring har været en besættelse for mig i fire år, men blandet med undervisning fra rigtige lærere snarere end kun at stole på software og algoritmer. 

Mine digitale succeser hos TriLingua inkluderer:

Introducerede en digital læringspakke, der forbedrede prøveresultaterne med 35%.

Flyttede 40% af læringen til vores digitale platform, hvilket frigjorde 10 timer om ugen pr. lærer.

Vinder af Digi-Tek-prisen for den redesignede TriLingua-mobilapp (220.000 abonnenter).

Jeg hilser muligheden for at diskutere jeres planer velkommen på et hvilket som helst passende tidspunkt og håber, at min viden kan spille en rolle i jeres fremtidige succes.

 

Med venlig hilsen,

Simon Hansen

Forstået!

Uopfordret ansøgning - skrivetips

Der er et par flere finesser, der skal overvejes, når du skriver en uopfordret ansøgning. Du skal skrive noget, der passer til dine specifikke mål, sørge for, at længden er passende samt sikre dig, at du sender det på en måde, der maksimerer ansøgningens chancer for at blive læst. 

Er en uopfordret ansøgning det samme som en ansøgning?

Der er bestemte ligheder, men som vores “Ansøgning vs. Uopfordret ansøgning” forklarer, ligger den største forskel i, om stillingen er slået op, eller om ansøgningen er af mere sonderende karakter. Dette er en vigtig skelnen, da både indholdet og sproget vil variere alt efter, hvad der er tale om.

Hvor lang er en uopfordret ansøgning?

En uopfordret ansøgning skal være så kort som muligt for at skabe et stærkt ræsonnement, der kan  indlede en diskussion. Hvis en stilling ikke formelt eksisterer, skal du ikke skrive et 2-siders mammut-ansøgningsbrev, men du har stadig brug for at tælle ord for at få dine argumenter til at tælle. 200-250 ord er en typisk længde for en uopfordret ansøgning, så måske lidt kortere end en normal ansøgning.

Hvordan sender man en uopfordret ansøgning?

Som tidligere nævnt er det tilrådeligt at komme i kontakt med en potentiel ansættelseschef på de sociale medier, før du sender en uopfordret ansøgning for at sikre, at ansøgningen ikke er helt “kold”. Du kan derefter tiltale dem ved navn, og de har måske allerede set dig rundt omkring på de sociale medier. Sociale mediers platforme tillader vedhæftede filer, så det er en bekvem måde at sikre sig, at det kommer frem og ikke går tabt i indbakken.

Nogle mennesker føler sig godt tilpas ved at ringe til en potentiel fremtidig chef for at fortælle vedkommende, at de sender ansøgningen. Det behøver ikke være et langt telefonopkald, og selv det at efterlade en telefonbesked er bedre end at sende ansøgningen fra helt ud af det blå. Man ved aldrig, du fanger måske ansættelseschefen i et godt øjeblik, og vedkommende er måske interesseret i en kort snak. Send derefter ansøgningen med e-mail og kryds fingre.

Uanset hvad du gør, skal du sørge for ikke at genere vedkommende med adskillige opkald eller e-mails!

Når du sætter dig ned for at skrive en uopfordret ansøgning:

Gør
  • Vær logisk og overbevisende
  • Stil spørgsmål og vær nysgerrig
  • Vis at du forstår virksomheden
  • Vær venlig og håbefuld
  • Plant et frø, som måske senere spirer
Gør ikke
  • At være uklar og irrelevant
  • At optræde krævende og pågående
  • Kun at tale om dig selv
  • At være forventningsfuld og føle dig berettiget
  • At forvente at ting sker hurtigt

Vores andre guider til ansøgningsbreve og CV’er kan tilbyde yderligere stof til ideer, da de er relateret til dette område. At skrive en uopfordret ansøgning er som enhver anden jobsøgningsaktivitet - det er en hård nød i begyndelsen, men når du først kommer ind i det, vil du indse, hvor meget du egentlig har at byde på.

Husk: hvis du tror, at du er god nok, er det sandsynligt, at andre også vil synes det.

Byg dit CV på 15 minutter
Byg dit CV på 15 minutter
Brug professionelle gennemprøvede CV-skabeloner, som følger de præcise 'CV-regler', arbejdsgivere leder efter.
Opret mit CV
Del denne artikel
Fortsæt med at læse
CV26 min læst
Målsætninger i et cv (over 15 eksempler)
Målsætninger i et cv (over 15 eksempler)
CV12 min læst
Færdighedsanalyse: Dette er de færdigheder, som folk anfører på deres cv
Færdighedsanalyse: Dette er de færdigheder, som folk anfører på deres cv
CV13 min læst
Sådan skrives et kronologisk cv
Sådan skrives et kronologisk cv
CV6 min læst
6 stærke handlingsverber til dit cv
6 stærke handlingsverber til dit cv
Gennemse alle
Dette websted bruger cookies til at forbedre brugeroplevelsen og udføre analyser og marketing. Ved at bruge vores websted giver du dit samtykke til at acceptere alle cookies i overensstemmelse med vores Privatpolitik og Privatpolitik.
Acceptér cookies